|
En stor del af dagen i Reykjavik er afsat til at få
styr på byens mange museer. Og det er en omgang blandede
bolsjer. Reykjavik Art Museum - afdelingen med moderne kunst
på havnen - er det første stop. Og hvilket fedt
museum, indrettet i en tidligere industribygning med rustikke
vægge og højt til loftet, der giver de mange
kreative værker den luft, som de fortjener. Det er altid
interessant at se nærmere på museer med moderne
kunst, det siger noget om en bys kreative kræfter. Og
de klart til stede i Reykjavik. Og så er der gratis
adgang for alle. Så jeg får ikke brug for at vise
mit Reykjavik Welcome Card, som jeg ellers har fået
udstedt af Turistbureauet.
National Gallery er udset til at være næste stop,
men her bliver det til lidt mere stop end ønsket: Museer
er "in between exhibitions", og har derfor ingen
udstillinger. Jeg får dog lov til at gå en hurtig
tur i en af udstillingsrummene. Men det giver ikke rigtigt
noget indtryk af museet, der er ved at forberede en mere permanent
udstilling af museets samling.
Videre til Nordens Hus, mens skydækket over Reykjavik
langsomt begynder at fortætte sig. Den finske stjernearkitekt
Alvar Aalto har tegnet Nordens Hus fra 1968, og jeg husker
huset tydeligt fra mit første besøg i Reykjavik
i 1990. Og huset er stadig lige så fantastisk med alle
sine karakteristiske Aalto-detaljer, som jeg huskede det.
Et herligt gensyn.
En af de nærmeste naboer til Nordens Hus - der i øvrigt
er blevet "pakket ind" i nye universitetbygninger,
hvilket desværre ødelægger en del af Aaltos
unikke arkitektur, er Islands Nationalmuseum. Det er naturligvis
ikke til at undgå, når man nu er på museumstjek
i Reykjavik. Her får jeg endelig brug for mit Reykjavik
Welcome Card.
Udstillingerne i Nationalmuseet opridser Islands historie
fra cirka år 800 og frem til vor tid, og har man tid
og lyst til at fordyde sig i udstillingerne, så er der
meget at komme efter. Men måske er jeg bare ikke i det
rigtige "mode", for museets samling får mig
ikke ud på kanten af stolen - til trods for at udstillingen
er velfortalt og velopsat. Måske begår jeg den
fejl, at jeg ikke vælger at gå rundt med guide
til samlingen, som jeg kunne have fået udleveret - endda
med dansk tale.
Anyway, videre til Reykjavik nye rådhus, der først
åbner dørene kl. 12. Husets underetage, der ligger
lige ud søen Tjörnin, er åben for offentligheden,
og her er der udstillingsrum, koncernsal, cafe, m.v. En fin
måde at åbne huset for byens borgere på.
Jeg får også lov til at smutte op i den administrative
del af bygningen, hvor jeg bl.a. kan se en række buster
af Reykjaviks borgmestre gennem tiden. Interressant og markant
bygning, der karakteriserer det nye Reykjavik.
Så er det Reykjaviks Fotomuseums tur til at få
besøg. Museet hører ikke til de største
af slagsen - faktisk ligger museet på 6. sal i samme
bygning som hovedbiblioteket, så "museum"
er måske så meget sagt - udstillingslokale er
nok mere passende. Men der er åbent og gratis adgang
for alle, og der er et par fine udstillinger af to lokale
islandske fotografer. Er du til fotokunst, så læg
vejen forbi.
På vej op mod et par kunstgallerier i nærheden
af Hallgrimskirken, møder jeg tilfældigt Karen
fra Icelandair, der kan fortælle mig, at hjemrejsen
fra Reykjavik sandsynligvis bliver ændret noget, da
Keflavik Lufthavn er blevet lukket p.g.a. asketætheden
i luften. Vi skal derfor efter al sandsynlighed hjem via Akureyri,
der ligger små 400 kilometer nord for Reykjavik. Med
andre ord en forlængelse af vores presserejse. Det må
vi jo bare tage med oprejst pande. Og så får vi
jo også set lidt mere af landet end oprindeligt planlagt.
Nærmest lige overfor Hallgrimskirken ligger der et
galleri og et kunstmuseum, der på papiret ser interessante
ud. Men ak: Asti Galleriet, jeg havde læst noget godt
om, var lukket, da det var "in between exhibitions".
Der hviler åbenbart en forbandelse over mine forsøg
på at se på kunst i Reykjavik.
Naboen er til gengæld en positiv overraskelse: Billedhuggeren
Einar Jónssons Museum - indrettet i kunstnerens egen
privatbolig - viser sig at være et ganske interessant
bekendtskab. Normalt er jeg ikke til skulpturer a la Thorvaldsen,
som Jónsson tydeligvis er inspireret af, men hans mange
værker i den flotte gamle villa fra 1923, yder hans
store værker retfærdighed. Og så er det
også sjovt, at man kan gå op i hans lejlighed,
der mere eller mindre står, som da Jónsson døde
i 1954. Interessant og lidt af en aha-oplevelse. Her kunne
jeg sandelig også bruge mit Reykjavik Welcome Card -
men kun for anden gang i løbet af dagen.
Og det var så det: Klokken er blevet fire, og mine
ben trænger til en pause, så hjem på hotellet,
en halv time på langs, inden det er tid til samling
og middag.
Aftenens middag på Hotel Holt er også en stor
behagelig a ha-oplevelse: Kokkene på hotellet hører
åbenbart til i gourmet-afdelingen, og det er ikke lånte
fjer, de pryder sig med. Middagen er ekstremt udsøgt,
serveringen ligeså - uformel, men elegant. Kort sagt
en restaurant, der i den grad overrasker mig med sit niveau
- noget jeg ikke lige forventer af en hotelrestaurant. Og
som jeg slet ikke havde fantasi til at forestille mig, når
jeg om morgenen indtager min morgenmad i samme lokale.
Reykjaviks natteliv bliver også lige kort tjekket ud,
og den islandske ungdom giver den for alvor gas, når
det er fredag eller lørdag aften. Laugavegur syder
og bobler af festklædte og lettere overrislede unge,
der gerne stiller op til en hurtig fotosession, når
de ser mit kamera. Og som endda begynder at tale dansk til
mig, når de hører jeg er fra Danmark. Det må
skyldes promillerne, for normalt er de islandske unge ikke
meget for at tale dansk - selvom de lærer det i skolen.
|
